Brugbare svar kan have mange former

Larry Page beskrev engang den perfekte søgemaskine som et værktøj, der forstår præcis, hvad du mener, og leverer nøjagtigt det til dig, du ønsker. Vores tests har over tid meget konsekvent vist, at brugerne vil have hurtige svar på deres forespørgsler. Vi er kommet langt i udviklingen mod at levere de mest relevante svar hurtigere og i de formater, der er mest anvendelige for den type oplysninger, du søger.

Hvis du søger efter en vejrudsigt, vil du sandsynligvis gerne se vejrudsigten på søgeresultatsiden og ikke bare links til websites med vejrudsigter. Det kan også dreje sig om en rutevejledning: Hvis din forespørgsel lyder sådan her: "Rutevejledning til Københavns Lufthavn", vil du gerne have et kort med rutevejledning og ikke bare links til andre websites. Dette er især vigtigt på mobilenheder, hvor båndbredden er begrænset, og det kan tage tid at klikke sig rundt mellem forskellige websites.

Tusindvis af softwareudviklere og forskere arbejder hårdt på at forbedre vores algoritmer og udvikle nye og nyttige måder at søge på. Du kan finde nogle af nyskabelserne i forbindelse med Google Søgning nedenfor. Disse er kun et udvalg af de omkring 1600 forbedringer af Google Søgning i 2016, som vi har lanceret for konstant at gøre vores søgetjeneste bedre og bedre.

  • Svar fra Videnskort

    f.eks.: Hvor højt er Eiffeltårnet?

    I 2012 lancerede vi Videnskort, der er vores database med mere end en milliard mennesker, steder og ting fra den virkelige verden med mere end 50 milliarder fakta og forbindelser. Verden består af rigtige ting, ikke blot tekststrenge. Derfor har vi udviklet Videnskort for at vise, hvordan tingene hænger sammen. Du kan få hurtige svar på spørgsmål som f.eks. "Hvad er Eiffeltårnet?", "Hvor højt er det?", "Hvornår åbnede det første gang?" og så klikke for at udforske hele nettet.

  • Rutevejledning og trafik

    f.eks. rutevejledning til Københavns Lufthavn

    Det har altid været ret indlysende, at når folk søgte på Google efter en adresse – f.eks. "Roskildevej" – så ønskede de ikke at få et link til websites, der handlede om denne vej. De ville sandsynligvis gerne vide, hvor den lå, og hvordan de kom derhen. Derfor udviklede vi et kort, man kunne klikke på og trække i, hvilket gør det utrolig nemt at navigere i.

  • Direkte svar

    f.eks. biograftiderne for Blade Runner 2049

    Nogle gange vil du gerne have direkte svar på bestemte forespørgsler, og derfor samarbejder vi med virksomheder, der kan levere de oplysninger og tjenester, du søger, og som licenserer deres indhold, så de relevante svar vises direkte på søgeresultatsiden. Hvis du f.eks. søger efter biograftiderne for din lokale biograf, samarbejder vi med dataudbydere, der har opdaterede og pålidelige oplysninger om biograftiderne for film i dit område, og med billetformidlere, så du nemmere kan købe billetter. På samme måde leverer vi vejrudsigter og sportsresultater direkte på søgesiden.

  • Fremhævede uddrag

    f.eks.: Hvornår blev spiritusforbuddet i USA ophævet?

    Når du stiller Google et spørgsmål, er det vores mål at hjælpe dig med at finde svaret let og hurtigt. Fremhævede uddrag giver hurtige svar på spørgsmål ved at vise programmatisk genererede uddrag fra websites, som vores algoritmer vurderer er relevante i forhold til det specifikke spørgsmål, der blev stillet. Alle fremhævede uddrag omfatter et uddrag af oplysninger fra et tredjepartswebsite samt et link til siden, sidens titel og webadresse.

  • Udvidede lister

    f.eks. Berømte kvindelige astronomer

    Det bedste svar på dit spørgsmål er ikke altid ét enkelt element, men en liste eller gruppe af forbundne personer, steder eller ting. Så hvis du søger efter [danske fyrtårne] eller [berømte kvindelige astronomer], får du vist en liste over disse ting øverst på siden. Ved at kombinere vores Videnskort med den samlede viden på nettet kan vi endda levere lister over f.eks. [bedste actionfilm i 2016] eller [anbefalinger til aktiviteter i Rom]. Hvis du klikker på et element, kan du derefter udforske resultatet nærmere på nettet.

  • Få svar, inden du overhovedet spørger

    Folk forventer at have alle oplysninger lige ved hånden. Derfor har Google-appen på din smartphone genveje og et feed med nyttige oplysninger direkte på startskærmen. På den måde har du adgang til detaljerede oplysninger om sport, madsteder, underholdning og vejret uden at skulle indtaste en forespørgsel.

Sådan følger vi med udviklingen på nettet

Nettet udvikler sig hele tiden med hundredvis af nye websider, der udgives hvert eneste sekund. Det afspejler sig også i de resultater, du kan se i Google Søgning, idet vi hele tiden crawler nettet for at indeksere nyt indhold. Afhængigt af din forespørgsel vil nogle søgeresultatsider ændre sig hurtigt, mens andre er mere stabile. Når du f.eks. søger efter den seneste stilling i en kamp, skal vi levere resultater, der er fuldstændigt opdaterede, mens resultater om en historisk person kan forblive de samme i årevis.

I dag håndterer Google milliarder af søgninger hvert eneste år. 15 % af de søgninger, vi behandler dagligt, er nogen, vi aldrig har set før. Det er en kompleks udfordring at udvikle søgealgoritmer, der viser de mest relevante resultater for alle disse forespørgsler, og det kræver konstante kvalitetstest og investeringer.